Skrevet af:  Bjarne Christensen Tommerup
 
 
MX-5 Club Denmark var på tur lørdag den 21 juli.

Denne sportsvognsklub er nok den største i Danmark. Vi er nu mere end 750 medlemmer.

Mazda startede i 1989 med en produktion af åbne sportsvogne efter forbillede fra de engelske MG, Triumph og Lotus Elan fra 60erne. Bilen har en 50/50 vægtfordeling over akslerne og er udstyret med baghjulstræk. Disse principper i kombination med at bilen er bygget så let som overhovedet muligt, giver den nogle køreegenskaber, som er helt fantastiske.

Bilen, der nærmest kan opleves som en forvokset gokart, er som skabt til de snoede veje, og dem er der heldigvis masser af i Danmark. Det er en fantastisk bil til at opleve vores smukke land i, høre fuglene pippe og nyde naturens dufte. Snoede veje er perfekte for disse åbne biler.

På sædvanlig vis blev turen udbudt på klubbens hjemmeside og fuldtegnet.

Arrangørerne, som er jyder med stort J havde på sædvanlig underspillet maner, blot betegnet arrangementet som ”Svingtur Sæby-Skagen”, men det viste sig jo også, at turen indeholdt meget mere end det.

Det blev en tur, som bød på fine oplevelser og ukendte perler i et dejligt område af Danmark – og i et særdeles flot solskin, hvor alting bare bliver endnu flottere. (Vi glemmer lige græsplænerne et øjeblik !)

Deltagerne kom primært fra Jylland og Fyn og med en enkelt bil fra Sjælland.

Mange af deltagerne havde kombineret turen med en eller flere overnatninger Nordensfjords.

Vi mødtes alle 35 biler på Havnen i Sæby. Folk møder altid i god tid, så der bliver tid til at sparke dæk og fortælle hvad man har bedrevet siden sidst. Klubben består af mange og vidt forskellige mennesker, som primært har en ting til fælles – bilen.

I dette arrangement deltog biler fra hele perioden 1989 og frem til den nyeste 2018 model.

Der er naturligvis mange ”gengangere” fra de forskellige ture rundt i hele landet, men heldigvis kommer der også hele tiden nye medlemmer til, som bliver en del af fællesskabet.

 
 
 b1 reduceret copy
Der kaldes til briefing
 

Efter briefingen som bød på orientering om ruten, oplysninger om seværdigheder, reglerne for kolonnekørsel osv, var vi klar til at slå kalechen ned og drage ud i den Nordjyske.

Efter udkørsel fra Sæby og lidt “bjergkørsel” – holdt vi et kort stop v/ØKSNEBJERG – en 95 m høj bakke med en fantastisk udsigt ud over et flot ”bjerglandskab” og ned over Kattegat.

Herefter gik turen til Cloostårnet med masser af udsigt fra de 160 meter over havet. På en god dag, som den vi oplevede, var der, som brochuren beskriver det, ”udsigt til Skagen i Nord, Læsø mod øst og den jyske højderyg mod syd”

 
b2 reduceret
 
Mange MX-5 parkeret under Cloostårnet
 

Fra Cloostårnet gik turen videre af snoede veje indtil vi nåede Bindslev. Her var der stor handelsaktivitet inde i bymidten, hvorfra vi fortsatte til Bindslev Gl Elværk. Dette var en helt ekstraordinær perle. Fisketrappen, den opdæmmede å/sø og selve værket stod der i det flottest tænkelige solskinsvejr.

Dette enestående jævnstrømsværk har nu bestået i mere end 100 år.

Denne attraktion er virkelig et besøg værd.

 
 
 b3 reduceret
Fisketrappen ved siden af Bindslev Gl Elværk
 
 
b4 reduceret
Bindslev Gl. Elværk i detskønneste solskinsvejr.
 

Fra Bindslev gik turen øst og nord på. Inden vi nåede til Skagen var vi selvfølgelig også en tur ud over Gl Skagen, hvor vi rundede Ruths Hotel.

 
b5 reduceret
Foran Ruths hotel var der andre typer af sportsvogne
 

Når man tager til Skagen skal man selvfølgelig også en tur ud på Grenen. Danmarks nordligste rundkørsel giver god mulighed for at hilse på de andre i kolonnen.

I Skagen havde arrangørerne sørget for ”vores helt egen parkering på havnen”

 
 
 
b6 reduceret
 
Parkering på havnen - 35 biler på stribe
 

På PAKHUSET var der bestilt bord til alle - tæt på 70 personer.

Herefter var den officielle tur nået til vejs ende. Alt klappede perfekt og deltagerne hilste af med hinanden og bevægede sig ud i Skagens tætpakkede gader. Man skal jo gerne blive set med de kendte.

Uge 29 på Skagen er et ganske særligt tilløbsstykke med masser af aktiviteter rundt i byen og på havnen.

Når man kommer sydfra i Danmark skal man jo også lige orientere sig om, hvad der ellers sker nord for Limfjorden.

Det kan oplyses at genopførelsen af Svinkløv Badehotel skrider fint fremad !.

Efter rejsegildet den 12 juli er der sket mere og hele den bærende trækonstruktion er nu ved at være på plads.

Dejligt at se, at det som for et år siden bare var et hul i jorden, nu er ved at tegne sig til et nyt fantastisk badehotel. Det bliver rigtig godt.

 
b7 reduceret

Svinkløv Badehotel 21. juli 2018