Firmanavn · adresse · Tlf. xx xx xx xx · info@mail.dk
Solens Gang
Kategori: Klub arrangementerOprettet: 17-06-2020 af Klaus LytzhøftEn køretur tværs over Danmark (undskyld Bornholm!), hvor vi skal se Solen stå op i Østersøen lørdag morgen kl. 6.22 og se den gå ned i Vesterhavet lørdag aften kl. 20.13 med overnatning og god forplejning.
Vandrerhjemmet Hostel Møn, Klintholm Havnevej 17A, 4791 Borre
Begivenhedsdetaljer
Vi mødes på vandrerhjemmet Hostel Møn, Klintholm Havnevej 17A, 4791 Borre fredag aften den 3. september 2021. Der er overnatning i dobbeltværelser / værelser med flere senge, men hvor man sover to i de nederste køjer. (Altså ikke mere end max. to gæster pr. værelse) Der er 8 dobbeltværelser med eget bad og toilet og resten har bad og toilet på gangen, men der skulle være rigeligt af de sanitære faciliteter. Jeg trækker lod om værelserne, for at alle får en chance for de bedste værelser. Man forventes at have sørget for aftensmad til sig selv inden ankomst, som sker med fuld tank, så vi kan give den en skalle om lørdagen, hvor vi skal tidligt op og i bilerne for at se Solen stå op fra Jydelejet på Møns klint, en køretur på under 10 minutter men med 20 minutters efterfølgende gang. Derefter samlet morgenmad, hvor vi har tilkøbt ret til madpakkesmøring. Lederen på stedet lover restaurationskvalitet, og jeg har tidligere på vandrerhjem andre steder prøvet at smøre madpakke, hvor der var et flot udvalg, så vi håber det samme her.
Herefter skal vi køre over Bogø, Farø, Guldborg og derefter til Tårs, hvorfra vi sejler over til Spodsbjerg på Langeland. Billetprisen er indregnet i deltagergebyret, og da klubben har været large, kommer det kun til at belaste hver bil med ca. kr.75,- i det samlede regnskab (altså ingen ekstra penge op af lommen til færge). Fra Spodsbjerg køres over Tåsinge og derefter over Sydfyn, over Lillebæltsbroen, hvorefter vi vil finde de små veje til Nymindegab ved bunden af Ringkøbing fjord. Hvis tiden skrider, er det muligt at køre mere direkte til stedet, men vi satser på, at det skal være mindre veje. Turen vil blive prøvekørt forinden, og der vil selvfølgelig blive indlagt passende pauser til at strække ben, spise madpakke, drikke kaffe etc. Man skal dog være klar over, at det er en tur, hvor der køres meget; i omegnen af 400 km på en dag.
Der bliver indkvartering på Danhostel Nymindegab, Vesterhavsvej 150, Lønne, 6830 Nørre Nebel, hvor vi har bestilt dobbeltværelser med eget bad og toilet. Vi kører/går til stranden og ser Solen gå ned i Vesterhavet kl. 20.13, hvorefter vi skal tilbage til vandrerhjemmet, hvor værten har lovet os to retter lækker aftensmad. (drikkevarer for egen regning). Der er et lokale, hvor vi kan være os selv og hygge os med hinanden.
Efter morgenmaden søndag morgen er arrangementet slut, og man finder selv hjem efter lyst og behov.
Praktiske ting / det med småt:Turen koster pr. par /dobbeltværelse kr.2105,- inkl. færgen og den nævnte forplejning, og for singler er prisen kr.1440,-. Såfremt singlekørere måtte ønske at dele et dobbeltværelse, afregnes naturligvis bare til den takst, men der skal betales for den ekstra bil. (kr.75,-), og tilmelding skal foretages samlet. Dette kan måske være en smule svært at forstå, hvorfor jeg lige forklarer det nøjere: I budgettet for turen er vi 20 biler, som hver får et tilskud på kr. 200,-, som jeg har valgt at bruge på færgen. De resterende ca. kr. 75,- skal så betales af hver bil. (færgetaksten er i år kr. 266,- og stiger givet til næste år). Dobbeltværelsesprisen er dermed udregnet efter 2 personer og én bil. Hvis nu to singler sover sammen på et dobbeltværelse, mangler der jo 75 kr i kassen til færgen.
Endelig betaling skal have fundet sted senest den 31. marts, idet turen ellers gives videre til medlemmer på evt. venteliste. Afbestilling og refusion vil ikke kunne finde sted efter denne dato, da jeg skal betale for de reserverede værelser på de to hostels, men det vil naturligvis være muligt at afhænde turen til medlemmer på en venteliste, hvis en sådan er oprettet.
Da det er vandrerhjem, vi overnatter på, skal vi selv medbringe håndklæde, lagen og almindeligt sengetøj. Lagen er obligatorisk. Soveposer er ikke tilladt i Nymindegab. Hvis nogen ønsker at købe sig til linnedpakken inkl. håndlæde, vil prisen være kr. 145,- pr. person i alt for begge nætter.
Det vil efterfølgende være muligt at søge tilskud til Storebæltsbroen efter de gældende regler. Dette sørger man selv for.
Turen er blevet til i samarbejde med Kristian Jørgensen, Horsens.
Der betales til klubbens konto: Danske Bank 9570 12795289 - Mobilepay: 13894, således at beløbet er kassereren i hænde senest den 31. marts. Husk at mærke indbetalingen med navn og Solens Gang.
Jeg kan kontaktes på telefon 60 19 03 63, eller mail: klaus@mx5.dk, hvis noget skal uddybes, ligesom jeg gerne sender turens budget pr. mail til evt. interesserede deltagere.
Venlig hilsen Klaus
SIDSTE NYT!
IDET DER ER SÅ MANGE BILER PÅ VENTELISTE, HAR VI BESLUTTET AT LADE 3 BILER MERE KOMME MED, SÅLEDES AT VI BLIVER 23 I ALT. DETTE ER DET ABSLOUTTE MAX., IDET VI SÅ HAR FÅET ALLE VÆRELSER PÅ VANDRERHJEMMET I NYMINDEGAB.