Firmanavn · adresse · Tlf. xx xx xx xx · info@mail.dk
Le Mans 24 heures den 11.-12. juni 2022
Kategori: Klub arrangementerOprettet: 21-09-2021 af Klaus LytzhøftEn uges ferietur for at opleve 24 timers billøbet på Le Mans med overnatning og forplejning hos K-Rejser.
Dette er en foreløbig og for alle parter uforbindende orientering om mulighederne. Mere info vil komme på her så snart, den bliver frigivet.
Men det vil være nødvendigt, at man har gjort sin stilling klar inden udløbet af oktober, da vi skal bestille samlet i begyndelsen af november, hvor vi også skal betale depositum. Dette af hensyn til en samlet placering i lejren samt for at få ordentlige tribunebilletter
Der er naturligvis også mulighed for bus- eller flyrejser af kortere varighed, men i en bilklub kører vi selvfølgelig derned. De mange dage er for at få det hele med, for optakten til løbet er mindst lige så sjov som selve racet.
Vi danner en teltlejr, hvor vi har egne telte og biler på den tildelte plads.
Forplejning overlader vi til K-Rejser. Det er ikke helt billigt, men det er professionelle kokke, der laver mad, og den er i orden - også til prisen. Jeg vil foreslå halvpension, dvs. morgen- og aftensmad. Frokosten er det nemmere at klare selv. Desuden plejer de at have en pølsevogn dernede, hvis man hellere vil klare maden helt selv. I det store telt plejer der også at være live-musik torsdag og fredag aften
De har store skurvogne i lejren med brusebad, toiletter med rindende vand osv, så man ikke kommer til at lugte som en g....
Der er også to små udflugter, man bør tage stilling til. Den ene er en bustur til kørerpræsentationen inde i byen fredag aften, og den anden er en bustur ud til Mulsanne-svinget lørdag tidligt på aftenen. Begge dele plejer at koste en halvtredser pr udflugt. Busserne kører nærmest i pendulfart. Præsentationen i le Mans by om fredagen er noget sammenstuvet, og det er ikke altid nemt at finde et ordenligt sted at se noget som helst, så det er et temperamentsspørgsmål, om ´man har lyst til at stille sig op der mindst to timer før, for at se et glimt af den procession af biler og kørere, som bevæger sig rundt i byen.
Turen til Mulsanne er et must. Og nu vi er ved det sving: Så udtales det Mylsan' og ikke Mulsan' som mange siger. Så kan I også prale lidt af jeres franske😀🇫🇷
Når man har købt billet, har man adgang til det meste, så man kan bevæge sig frit rundt i hele området og se på racet næsten lige akkurat, hvor man har lyst, men jeg vil meget kraftigt opfordre til, at vi køber tribunebilletter - og jeg ved, hvilke der dur. Der er ståpladser i målområdet, men der er nærmest slagsmål om dem, så det er langt at foretrække at se det hele fra en god siddeplads. Det er ikke uden betydning, hvilken tribune man vælger, for det skal være en af dem, hvor man også kan se en lystavle med placeringerne, men dem kender jeg. Vi plejer at sidde på tribunerne til start og slut og så måske igen i løbet af aftenen, men det gør enhver, som man har lyst til. Vi er jo ikke tvunget til at være sammen 24/7, hvis nogen har behov for at trække luft for sig selv, selvom turen afgjort lægger op til, at vi tager oplevelserne sammen.
Jeg har lavet en foreløbig tilmeldingsfrist (uden forbindende for nogen) for at lodde interessen senest den 1. november. Vær derfor rare at melde til, så jeg har mulighed for direkte kontakt til jer undervejs i denne forberedende fase.
Der må formentlig regnes med en pris omkring kr. 6000,- pr mand inkl. halvpension og tribuneplads. Dertil kommer overnatning ud og hjem samt brændstof og vejafgifter i Frankrig.
Men mere herom, så snart jeg har noget håndgribeligt.
Vi er den 6.11.21 tre deltagere i to biler, men vi lader foreløbig tilmeldingen stå åben, hvis nogen måtte få lyst at hægte sig på. Vi kommer i hvert fald af sted, det er sikkert.
En rasteplads mellem Hamburg og Bremen.
Begivenhedsdetaljer
Tirsdag den 7. juni mødes vi på en rasteplads mellem Hamburg og Bremen. Så kan sjællændere og jyder danne grupper og køre samlet frem til det aftalte mødested. Derefter følges vi dernedad og tager en overnatning på et lille hotel om natten.
Onsdag den 8. juni fortsætter vi mod le Mans, som vi bør kunne nå før aften, hvis ikke noget driller. Om aftenen er der mulighed for at se træningen og sparke dæk.
Torsdag den 9. juni plejer der lige som dagen efter at være mulighed for pitwalking, men jeg ved selvfølgelig ikke, om Corona har ændret på det. Man kan gå så tæt på bilerne, at man næsten kan røre dem. Det plejer at være hyggeligt, og specielt torsdag er der god plads, for der er endnu ikke ankommet så mange tilskuere.
Vi plejer også torsdag at have en mulighed for at køre det meste af den strækning af banen, som er offentlig vej, bla. Mulsanne-svinget. Men det gælder om at holde speederfoden i ave, for det franske politi slår hårdt ned på forseelser - også her. For de formstærke plejer der også en af formiddagene at være mulighed for at løbe banen rundt.
Om aftenen er der igen træning, og der er grillfest i teltet (inkl. i pensionen)
Fredag den 10. juni er der mulighed for pitwalking og almindelig hygge, indtil man evt. tager med bussen ind til le Mans for at se kørerpræsentationen. De plejer at være flinke til at annoncere, hvilken bus, man senest skal hjem med, hvis man vil have aftensmad i lejren.
Lørdag den 11. juni lader man op til løbet og finder i god tid op til sin tribuneplads for at se forberedelser, præsentationer osv. Der er desuden altid en masse at se på i hele området i form af udstillinger, salgsboder og deslige.
Søndag den 12. juni kl. 15 kan man tage de uundværlige ørepropper ud og overvære præmieoverrækkelsen, hvorefter vi går tilbage til K-Camp'en og spiser tidlig aftensmad. Vi har forinden pakket lejren sammen, og bilerne er klar til afgang. Det plejer at være rimelig nemt at komme derfra allerede ved 17-tiden, for politiet gør vejene ensrettede, så de kan få folk væk i en fart. Når vi ikke orker at køre mere, finder vi et sted at sove, og skulle gerne være hjemme i løbet af mandagen.